Niveauer af blogkommunikation

En del af mit speciale er at få en ide til et wordpress-plugin jeg kan lave. Den slags ideer kommer ikke af sig selv, men et godt værktøj til at få dem er at se på forskellige teorier indenfor f.eks. design til interaktion og så bruge teorierne på blogkonceptet.

Jeg har fundet sådan en teori/framework, som omhandler niveauer af social interaktion som sker i offentlighed og den er et resultat af en designøvelse med at designe et interaktivt gulv, iFloor, såvel som en af projektdeltagernes (Martin Ludvigsen) samlede generaliserede viden om social interaktion som bygger på f.eks. Goffmans bog. Jeg kan rigtig godt li’ at tage en teori som er brugt til noget helt andet end blogs og så forsøge at bruge den på bloggen for at se om man kan få et interessant resultat - netop fordi man så måske kan komme til at tænke nogle helt andre tanker end der er tænkt før omkring f.eks. design af wordpress-widgets.

Martin Ludvigsen har taget udgangspunkt i graden af engagement i den sociale situation eller graden af opmærksomhed som deltageren i den sociale situation må give. Ud fra sine erfaringer har han så inddelt graden af social interaktion i 4 niveauer; Distributed attention (Distribueret opmærksomhed), Shared Focus (delt fokus), Dialogue (dialog) og Collective action (samlet handling). Disse niveauer bygger ovenpå hinanden så det er normalt at bevæge sig glidende mellem de forskellige niveauer af social interaktion.

Lige for at gennemgå de 4 niveauer:

  1. Distribueret opmærksomhed er, når folk er sammen i det samme rum - om det så er et virtuelt rum eller ej. De vil ikke nødvendigvis have fælles fokus eller fokus på hinanden og de taler ikke direkte til hinanden eller har aktiv interaktion. I blogsammenhæng er det sandt for alle læsere, der ikke bidrager på en aller anden måde. Det kan være gennem kommentarer eller hvis der er et sted på bloggen, der fortæller, hvad folk har klikket på (som der jo er på denne blog) så tæller dette niveau af interaktion de folk der ikke aktivt klikker på noget. I denne kategori af social interaktion bemærker bloglæseren ikke andre i større udstrækning og andre bloglæsere bemærker ikke dem. Denne kategori omhandler et minimum af social interaktion.
  2. Delt fokus er niveau 2 af den sociale interaktion og understøttelse af social interaktion på dette niveau omfatter f.eks. social navigation. Social navigation er når elementer af bloggen fortæller om andres færden på bloggen, f.eks. de mest læste blogindlæg, den sidste kommentar, en liste af kommentarer, hvis bloggen indeholder et karmasystem (stem om et blogindlæg eller en kommentar skal have en tommelfinger op eller ned - se f.eks. version2.dk som et eksempel, hvor man kan stemme om kommentarer), en liste over de mest debatterede blogindlæg (igen har version2 et eksempel på deres forside), en liste/kort over hvilke lande bloglæserne kommer fra (baseret på IPs geografiske oplysninger) og hvad de forskellige nationaliteter så læser og lignende oplysninger, som man kan udlede af en bloglæsers blogbesøg. Det kunne også være en funktionalitet a la Amazons “kunder, der har købt denne bog har også købt denne her” - i blogtermer ville det nok være “bloglæsere, der har læst/stemt på dette indlæg har også læst/stemt på dette indlæg”. For at opsummere så er det delte fokus altså fokus på det samme, men evt. på forskellige tidspunkter. Denne kategori er der heldigvis masser af blogeksempler på både eksistererende og ønskelige.
  3. Dialog er nok den nemmeste kategori at forholde sig til. Kommunikation vil på en blog oftest foregår i kommentarfeltet, men dialogen kan også foregå mellem to blogs som laver pingbacks/trackbacks til hinanden og som citerer fra den anden blog.
  4. Samlet handling er den del af den sociale interaktion, som går videre end individet og dets interesser ved at handle i fællesskabets bedste. Altså når bloglæserne arbejder sammen om at nå et fælles mål ved at deltage i den samme aktivitet. For at tage et eksempel fra denne blog så kunne det være under det faste sideindlæg om blogtyper at jeg som blogger og I som bloglæsere arbejder sammen om at få lavet en fornuftig, næsten udtømmende liste over blogtyper. Et andet eksempel kunne være mellem blogs, hvor man ser disse kædebrevslignende indlæg, hvor man “tagger” andre bloggere. Jeg er blevet tagget, men har ikke deltaget i dem endnu - det kan være det skal prøves i den nærmeste fremtid. En lidt alternativ udgave af de kædebrevslignende indlæg er den trend jeg selv startede til Valentinsdag med linklove.

Martin Ludvigsen har desværre ikke givet sin teori et navn, men da jeg har skullet arbejde med den og omtale den har jeg døbt den DSDC ud fra første bogstav i overskrifterne i hver kategori af social interaktion; Distributed Attention, Shared Focus, Dialogue og Collective Action.

Jeg har nu forsøgt at give mit bud på de forskellige kategorier af social interaktion - og nu skal der så brainstormes. Hvilke blogfeatures kunne man forestille sig, der understøtter en af de 4 grader af social interaktion. Personligt synes jeg det kunne være sjovest af finde noget der passer i kategori 4, men det er helt klart også det sværeste. Har du nogle ideer? Hvilken interaktion kunne du godt tænke dig med dine bloglæsere eller med de bloggere du læser?

2 Responses to “Niveauer af blogkommunikation”

  1. Jeg kunne godt tænke mig en dynamisk side, som kan optræde på flere blogs, og hvor kommentarer udveksles mellem blogs. For eksempel:

    Bloggerne A, B, C og D bor i samme by og bliver enige om i fællesskab og med deres læseres hjælp at oprette og vedligeholde en registrering af, hvor ofte det lokale supermarked har varer, hvor udløbsdatoen er overskredet. Det sker nemlig temmelig ofte, synes de.

    De lægger alle registreringen på deres blogs. Når blogger A redigerer dokumentet, bliver det automatisk opdateret hos B, C og D. Og hvis en af bloggerne får en kommentar fra en læser, optræder kommentaren automatisk hos de andre.

    Man kunne benytte en wiki eller Google Docs eller noget tilsvarende, men jeg vil gerne have det bedre integreret i bloggene og have kommentarerne med.

  2. Spændende ide, Søren - og bestemt ikke umulig.

    Jeg er umiddelbart lidt nervøs for hvordan Google tager kopieret indhold - og det er aldrig en god ide at være uvenner med Google.

    Som sådan kan det hele jo ordnes via et fælles feed, som alle blogsne poster på og har adgang til at ændre - både indhold og kommentarer. Så kan dette feed blive vist på alle de forskellige sider - på den måde kan man også have fælles indhold, men præsenteret på forskellig måde.

    Med hensyn til delte kommentarer er der også et par hensyn at tage - på den måde ved læserne jo ikke nødvendigvis helt på hvilke sites deres kommentarer ender - og det kan jo være at en af de blogs der deler den fælles side også har indhold, som man som læser ikke ønsker at blive associeret med.

    Helt sikkert spændende problemstillinger.

Leave a Reply