Dette er det andet indlæg i serien “Rundt om bloggen” og efter jeg sidste gang kiggede på de basale blogbegreber vil jeg nu gå videre til de begreber man kan støde på i webuniverset generelt og ikke kun om blogs.
Denne gang vil jeg tage fat på at forklare URL, HTML, domæne, hits og cache. Jeg er bestemt ikke trænet i at forklare disse begreber for ikke-nørder, så jeg har måske brug for din hjælp. Jeg vil meget gerne have uddybende spørgsmål i kommentarfeltet eller alternative forklaringer, hvis du har en bedre.
- Jeg er flere gange kommet til at skrive om blogurls og den slags uden at forklare hvad en URL er. URL står for noget så kedeligt som Uniform Resource Locator, men det er i virkeligheden bare adressen på en webside eller andre ting på internettet. Hvis du ikke kender adressen på din webside så kig op i din browser og søg efter et tekstfelt med en linjes tekst i som ligner den på billedet. Adressen på din webside vil starte med “http://” eller “https://” og indbefatter alt hvad der står derefter, når du står på hovedsiden af sitet. URLen for denne blog er f.eks. http://omblogs.wordpress.com.
- HTML derimod er et lidt mere kompliceret begreb at forklare. Det er et sprog, man bruger til at fortælle browseren, hvordan en webside ser ud. Det er altså ting som baggrundsfarve, overskrift, opbygning, tekstfarve og lignende som man beskriver med HTML. HTML består af tags, men ikke den slags tags som vi kender fra bloggen. Et HTML-tag starter med en < og slutter med en > og disse HTML-tags omslutter så teksten på din side og forklarer hvordan det skal vises i browseren. Browseren forstår at læse en række HTML-tags såsom <title>Om blogs</title> og en hel masse andre. Bemærk at jeg både definerer et felt hvor jeg skriver titlen i ved først at lave et åbne-HTML-tag og derefter et lukke-HTML-tag. Du kan lære mere om HTML på W3C Schools - det er så absolut det bedste sted at lære om HTML som nybegynder.
- Et domæne er et sted på nettet. Domænet er den del af URLen, som beskriver tilhørsforholdet af webadressen. Det er vist nemmest, hvis jeg kommer med et eksempel: http://omblogs.wordpress.com er URLen på denne blog, mens domænet er wordpress.com. Man kan købe sig sit eget domæne på nettet og f.eks. er jeg den stolte ejer af domænet qed.dk. Man får ikke en webside bare af at købe domænet. Når man køber domænet køber man bare rettigheden til at bestemme, hvor den adresse og alle adresse relateret dertil skal pege hen for at lede en læser videre til HTML-filen med beskrivelsen af hjemmesiden, som de så kan se med deres browser.
- Et hit på en webside er et besøg fra en læser. Antallet af hits på en webside siger altså noget om hvor mange der har set på siden. Man skelner ofte mellem antal sidevisninger og antal besøgende ved at sige at hvis en besøgende kigger på flere forskellige undersider af websiden hovedside tæller det stadig kun som en besøgende, men her er det så at antal sidevisninger bliver talt. Man snakket ofte om antal sidevisninger pr. besøgende og det er altså et udtryk for hvor mange undersider en besøgende i gennemsnit kigger på, når vedkommende besøger siden. Man kan også snakke om unikke hits og det er et meget kompliceret begreb, som varierer meget i definition, så det vil jeg ikke komme ind på.
- Cache er et underligt teknisk begreb som man ofte kun vil støde på som almindelig bruger, når der ikke er en anden forklaring på, hvorfor man ikke ser den rigtige udgave af en webside. Cache betyder nemlig, at du nogen gange ser en gammel udgave af en webside i stedet for den nyeste af en række tekniske grunde. Fremgangsmåden er, at man enten hos ejeren af websiden eller hos læseren af websiden gemmer en kopi af siden og så viser den, når læseren besøger siden i stedet for at hente den rigtige side igen. Som læser kan man ikke gøre noget overfor caching hos ejeren af websiden, men hvis man tror, at man ser på en cachet side i stedet for den rigtige, kan man prøve at holde CRTL-tasten nede, mens man trykker på F5. Det er en måde at omgå ens egen cache i browseren og tvinge den til at hente den sidste nye udgave.
Det var de begreber jeg ville kigge på i denne omgang. I næste omgang af denne serie kigger jeg på begrebet linklove. Serien fortsætter først i næste uge, så der kommer nogle helt andre blogindlæg inden da.
Filed under: blogging | Mærket: basale begreber, cache, domæne, hits, HTML, rundt om bloggen, URL
